This translation may be out of date with the originale tekst. Please help us to translate this and other pages on fsfe.org, so people can read our message in their native language.

Gør din Android fri!

Frigjort Android-robot

Android er et overvejende frit styresystem, primært udviklet af Google. Desværre er driverne til de fleste enheder samt de fleste programmer på "markedspladsen" ikke frie (som i ytringsfrihed, ikke fri øl). Hyppigt modarbejdes brugernes interesser, programmerne anvendes til at udspionere brugerne og nogle gange kan programmerne ikke fjernes.

Kampagnen kan hjælpe dig med at genvinde kontrollen over din Android-enhed og dine data. Den indsamler oplysninger om hvordan man kan køre et så frit Android-system som muligt, og forsøger at koordinere arbejdet inden for området.

Ønsker du en mobil enhed, som virkelig blev din, da du købte den? Ønsker du en mobil enhed, som ikke spionerer mod dig og udleverer dine data til en stor virksomhed? Så læs videre!

Gør din enhed fri

Lær hvordan du får gjort din enhed fri og hvordan du genvinder kontrollen over dine data, ved at skifte til et frit Android-styresystem med frie (som i frihed) apps. Vi har samlet alle de nødvendige oplysninger.

Hjælp til med en ubesværet frigørelse

Frigørelse af enheder bør være ubesværet, så alle kan nyde friheden. Der er mange måder, du kan hjælp med at opnå målet, også selv om du ikke kan programmere.

Hvorfor din mobile enhed er nødt til at være fri

Mobile enheder er små computere, som vi bærer på os hele tiden. De kender vores aktuelle placering og indeholder private billeder. Vi anvender dem til at kommunikere med vores venner, vores familie og måske vores hemmelige kæreste. De giver også adgang til internettet, har et indbygget kamera og mikrofon. Så avancerede værktøjer kan være en stor trussel mod privatlivets fred, men på samme tid kan man gøre fantastiske ting med dem: det afhænger af, hvem der kontrollerer dem.

Frihed og kontrol

De fleste mobile enheder kontrolleres ikke af brugerne, men af fabrikanterne og operatøren. Softwaren, der kører på dem, er ikke fri software. Selv Android-telefoner leveres med ikke-fri software og proprietære tilføjelser, som normalt ikke varetager brugerens bedste interesser. Softwareopdateringer bliver kun gjort tilgængelige, så længe fabrikanten stadig har en kommerciel interesse i din enhed. Programmerne (apps'ene), som er tilgængelige fra den officielle markedsplads, er for det meste ikke-frie. Ingen har lov til at undersøge hvordan de fungerer og hvad de i virkeligheden foretager sig på din telefon. Nogle gang virker de bare ikke helt, som du ønsker det, mens de andre gange endda indeholder ondsindet funktionalitet.

Hvis du udelukkende kører fri software på din enhed, får du fuldstændig kontrol. Selv om du måske ikke har færdighederne til direkte at udøve alle dine friheder, vil du drage nytte af et levende fællesskab, som tilsammen kan nå målet.

Privatlivets fred

Vores mobile enheder indeholder flere personlige oplysninger, end de fleste private dagbøger. Men proprietære systemer, endda de fleste Android-telefoner, er designet til at give disse data til virksomheder så som Google eller Apple. De fleste brugere har ikke fuldstændig kontrol over de personlige data på deres enhed. Bekvemme løsninger til synkronisering og sikkerhedskopiering af data, narrerer flere og flere mennesker til at opbevare deres data på centraliserede servere, som drives af en eller anden profitdrevet virksomhed. Normalt er de beliggende i USA, og skal udlevere data til USA's myndigheder på forlangende. Hvem end, der er i besiddelse af personlige oplysninger om os, er i stand til at manipulere med os. Derfor er ikke-frie enheder en trussel mod demokratiet og vores samfund.

Privatlivets fred er en af de vigtigste årsager til at støtte fri software. Proprietære tilføjelser så som Carrier IQ, udspionerer brugere af smartphones, uden deres vidende. Mange apps fra markedspladsen indeholder ondsindet funktionalitet. De læser dine private data, som for eksempel din adressebog og "ringer hjem", eller de anvender Google Analytics til at sende data til Google. Disse er blot nogle eksempler, som man indtil videre har opdaget. Manglen på frihed hæmmer uafhængig inspektion, og dermed opdages hemmelig spionfunktionalitet kun ved tilfældigheder.

De fleste smartphones kræver at du forbinder og registrer dig på en centraliseret server, før du kan anvende dem ordentligt. Brugerne er nødt til at stole på serveren, uden at vide hvilke oplysninger der opbevares og hvordan de behandles eller knyttes til andre data. En telefon, der kun kører fri software, kræver ikke at du afgiver oplysninger til en upålidelig virksomhed eller presser dig til at gøre det – i det mindste er det meget usandsynligt, da softwarens handlinger ville være meget åbenlyse og fællesskabet ville kunne udvikle en alternativ version. Bekvemmeligheden ved "merværdi"-tjenester, som ofte kombineres med sådanne forbindelser, kan også leveres ved hjælp af fri software. Dermed bevarer du kontrollen over dine personlige data, din dagbog forbliver i din besiddelse. Du kan både få og spise kagen.

Andre beslægtede initiativer

Selv om denne kampagne handler om Android, er der andre initiativer, som gør det muligt at anvende små mobile computere med (overvejende) fri software. På grund af mobil hardwares driversituation, kører ingen af initiativerne på maskinerne under rigtig frihed. Ikke-frie drivere og firmware er nødvendig, for at mange perifere enheder kan fungere.

På hardwarefronten er der GTA04-telefonen. Det er opfølgeren til Openmoko GTA02, og den blev designet med henblik på ikke at kræve proprietære drivere. Den kører GNU/Linux, men den kræver ikke-fri firmware for at kunne anvende WiFi. Så tæt på, og alligevel så langt fra målet.

Maemo-/ MeeGo-initiativerne udviklede systemer til mobiltelefoner, baseret på GNU/Linux, med mange ikke-frie komponenter. De er nu blevet til Mer og Tizen. Mer er et fællesskabsarbejde på at fortsætte udviklingen af MeeGos kodebase ved hjælp af Qt, mens Tizen er et virksomhedsinitiativ, der kun anvender dele af MeeGo samt Enlightenment og HTML5.

Mozilla arbejder på styresytemet Firefox OS, hvis koncept er, kun at stille en browser til rådighed for afvikling af webapplikationer. Dermed opstår de sædvanlige problemstillinger i forbindelse med Software as a Service, oven på muligvis ikke-frie drivere. WebOS blev også offentliggjort som værende på vej til at blive frigivet som fri software. Endnu ved vi ikke, om alle elementer vil være frie eller om der vil være nye enheder, som leveres med WebOS.

Kontakt

Har du har spørgsmål om kampagnen, opfordres du til at sende en engelsksproget e-mail til vores postliste. Alle med interesse for kampagnen, har tegnet abonnement på listen, hvorfor din besked vil komme frem til alle involverede.

For generelle oplysninger om FSFE's arbejde, som ikke har med "Gør din Android fri"-kampagnen at gøre, se vores generelle kontaktside.

Deltagende organisationer

digitalcourage Associação Nacional para o Software Livre